Termografering

Hvad er termografering?

Termografering er en metode til at se varmeforskelle imellem overflader. Et termografi-kamera er et specielt kamera, der er i stand til at se denne forskel og danne et billede på en skærm, som man så eventuelt kan gemme og overføre til en pc. Her kan billedet viderebehandles i et specielt program, hvor man bl.a. tager højde for baggrundsstråling, luftfugtighed og andre ting.

Termografi-kameraet har ikke en almindelig linse, men et special-objektiv (en modtager), der kan optage de elektromagnetiske bølger i et bestemt område. Det er kun et ganske smalt frekvensområde der er synligt for det menneskelige øje, medens de fleste bølger er usynlige.

Det er muligt for kameraet at skelne mellem temperaturforskelle på helt ned til 0,05 gr. Denne høje nøjagtighed anvendes dog sjældent i praktisk termofotografering på og i huse. Man skal også være opmærksom på, at et billede taget med et sådant kamera er et øjebliksbillede, og det er derfor også vigtigt at fotografere under de rigtige forhold.

Termografering er en god investering, især set i forhold til den store mængde oplysninger man kan hente om sin boligs varmetab. Og hvis problemer i øvrigt findes, er prisen faktisk ikke spor skræmmende, og udgiften vil som regel hurtigt kunne tjene sig ind igen.

Der er penge at spare

Med de stadig stigende fjernvarme, olie og gaspriser til specielt opvarmning af bygninger, er der kommet fokus på det varmetab der kommer fra disse. Dette varmetab har mange steder et ganske betydeligt omfang og kan være en af mange årsager til en alt for stor varmeregning.

Der kan være tale om dårlige vinduer eller døre, dårlig isolering af vægge og lofter, kuldebroer, f.eks. over vinduer og døre, eller måske er isoleringen i ydermuren i tidens løb “faldet sammen”.

Med vores moderne termografi-kamera og øvrige udstyr er vi i stand til nøjagtigt at udpege og fotografere hvor netop din ejendom kunne trænge til isolering eller efterisolering, efterreparation af fuger ved døre eller vinduer eller måske en udskiftning af døre/vinduer.

Alle undersøgelser afsluttes med en udførlig billeddokumentation af de fundne fejl og mangler, og en rapport som du kan anvende til de håndværkere der evt. skal udbedre de fejl og mangler der er fundet. Vi kan anbefale seriøse firmaer, der kan give et uforpligtende tilbud på udbedring af de eventuelle fundne fejl, eller du kan vælge at bruge dine egne håndværkere.